Ole Skjerbæk tog Christfulness med til Hong Kong

Areopagos’ missionspræst startede på et helt nyt kapitel, da han i efteråret flyttede til Tao Fong Shan i Hong Kong

De fleste danskere er for længst blevet pensionister, når de runder de 70. Men Areopagos’ missionspræst Ole Skjerbæk Madsen ville ikke pensioneres, da han i 2017 fyldte 70 år. Tværtimod begyndte han på et helt nyt kapitel, da han og hustruen flyttede til Hong Kong i august 2017. 

  ”Det er en ny, spændende fase. Jeg havde nok egentlig regnet med, at jeg ville fortsætte lidt længere hos Areopagos og I Mesterens Lys, men så kom der en udfordring fra dialog- og retrætecentret Tao Fong Shan i Hong Kong. Det er det center, som Areopagos har som sin fornemste partner,” fortæller Ole Skjerbæk Madsen.

Christfulness i Hong Kong
Udfordringen gik ud på, at centeret inviterede Ole Skjerbæk Madsen til at flytte derud og være præst på stedet. 
  ”Meningen er, at jeg skal tage hånd om det åndelige liv. Jeg skal formidle de erfaringer, som vi har gjort os med den sekulariserede spiritualitet, som det blandt andet er samlet i Christfulness. Tao Fong Shan har et ønske om, at Christfulness bliver udbredt i Hong Kong og Kina, og jeg synes, at det er en utrolig spændende udfordring,” fortæller han.
  Samtidig har hans kone, Dorte Kobbeltvedt Madsen, også fået forskellige opgaver på centret. 
 ”Dorte er en fantastisk netværker. Hun er rigtig god til at opbygge sociale relationer. Og jeg tror, det er rigtigt vigtigt, at vi er med til at opbygge livet på centeret. Vi skal ikke lave alting om, men vi skal hjælpe med at styrke det åndelige liv og fællesskabet.”

Dialog og respekt
De mange års erfaring, som Ole Skjerbæk Madsen har fået gennem arbejdet med Areopagos og I Mesterens Lys, har han også god brug for i sin nye hverdag i Hong Kong. 
  ”Det er nemmere at formidle evangeliet, når man anerkender, at ens samtalepartner også har nogle indsigter og kaster lys over nogle ting, som man selv mangler. Og det hjælper os til at præcisere, hvad vi selv mener med evangeliet. Jesus bliver meget mere tydelig, når man arbejder i en sammenhæng, hvor man også lader sig udfordre. Den tilgang har vi naturligvis også taget med til Hong Kong,” siger han.

Godt i gang med opgaverne
Parret startede på deres nye tilværelse i Hong Kong 1. september 2017. Og de er kommet godt i gang med alle de nye opgaver på Tao Fong Shan. Allerede en uge efter ankomsten i september ledede Ole sammen med lederen af spiritualitetsafdelingen af TFS en firedages-retræte med Christfulness som tema. Deltagerne var præster og menighedsmedarbejdere, som er en del af den Diploma-uddannelse i åndelig vejledning, som TFS tilbyder.

Siden da har han færdiggjort materialer til undervisning i Christfulness, og i 2018 begynder Tao Fong Shan at tilbyde en månedlig Christfulness-retræte.
  Dette følges op af 6 aftenundervisninger i en Hong Kong-kirke efter påske under underskriften ”Christian Spirituality and experiencing the fullness of Christ”.
  Det er håbet, at Hong Kong kan blive et springbræt for at formidle nogle af de erfaringer, Areopagos har gjort gennem I Mesterens Lys / Christfulness til en større international offentlighed.

Gjør en forskjell

Dette skjer

 

 

Bottom