Trospraksis.tv giver inspiration til troslivet

I juni 2017 lancerede Areopagos web-tv-kanalen trospraksis.tv, hvor man kan finde inspiration til sit trosliv via mere end 150 videoer med meditationer og undervisning

Ofte taler man om, at det er vigtigt at gå offline for at finde stilhed og koble af. Og det kan virkelig også være en velsignelse at slukke for al elektronik og bare være, men ofte kan det være svært at holde fokus, når man selv prøver på at være stille, fordi vi er så vant til at få impulser udefra og indefra hele tiden.  
 
Skaber åbninger
Derfor har Areopagos startet web-tv-kanalen trospraksis.tv, som ønsker at hjælpe folk med at finde ro og få et tættere forhold til Gud. På siden er der over 150 videoer i HD-kvalitet, som består af guidede meditationer og undervisning i forskellige meditationsformer. *
  Der er blandt andet bibelmeditationer, Bøn i bevægelse, Christfulness, meditation med Kristuskransen, Kærligt tilbageblik og stressreducerende meditationer.  
   ”Formålet med trospraksis.tv er at skabe åbninger, hvor man kan lade sig berøre af Guds nærvær. Det har vi brug for, fordi Gud nogle gange kan føles fjern. Men det handler ikke om, at Gud ikke er nærværende, for det er han hele tiden. Men vi glemmer bare ofte at lægge mærke til det, og derfor har vi brug for at blive stille og opdage det,” siger Dorthe Davidsen Langås, som er projektleder i Areopagos.  
 
Fællesskab i stilheden
På trospraksis.tv foregår det sådan, at man kan vælge mellem forskellige abonnementer. Det dyreste abonnement indebærer, at man har fri adgang til alle undervisningstimer og alle meditationer døgnet rundt. Og det billigste abonnement indebærer, at man på faste tidspunkter seks gange dagligt får adgang til en udsendelse. 
  ”Det er en rigtig god hjælp at have faste tidspunkter, som minder en om at være stille. Når jeg sidder og ser på en, der guider mig, så hjælper det mig til at blive i roen. Og det er også meget nemmere at tage sig sammen til at opsøge stilheden, når man har de her faste tidspunkter hver dag. Så er der en ramme omkring det, som kan skabe en god vane,” fortæller Dorthe Davidsen Langås.  
  Ved siden af videoen er der et chatrum, hvor man kan se, hvem der er til stede på siden udover en selv.  
   ”I chatrummet kan man enten bruge sit rigtige navn eller et kaldenavn, og man kan skrive lidt sammen, hvis man har lyst til det. Jeg synes, at det virker rigtig motiverende, at man kan se, at der er andre end en selv. Det skaber en slags fællesskab i stilheden,” siger Dorthe Davidsen Langås.   

Giver taknemlighed
Men det kræver noget at være stille. Det er noget, man virkelig skal vænne sig til, fortæller hun. 
  ”Man skal være forberedt på, at det er svært. Man skal øve sig på det. Jeg tror ikke, at noget menneske kommer udenom uroen og de flyvske tanker. Men når man lykkes med at finde ind i stilheden, så er det en glæde. Når man kommer i kontakt med Gud og med den, man selv er i Gud, så synes jeg, at det giver en bedre evne til at se skønheden i livet og blive mere taknemlig. Jeg føler, at stilheden sender en ud i livet med en mere positiv grundholdning, så man kan se Gud i de mennesker, man møder. Og man får oplevet naturen og al dens kraft og skønhed. Det er, som om stilheden hjælper en til bedre at kunne se de smukke ting i livet,” siger Dorthe Davidsen Langås. 
 
Mere end et image
Hun erkender, at det kan lyde pudsigt, at man skal tænde for sin computer eller telefon for at finde stilhed.    
  ”Det kan måske føles ambivalent, at man går på nettet for at finde stilheden, for det er jo netop der, man hele tiden bliver bombarderet med støj. Men ligesom mange andre ting i livet kan nettet jo både bruges til noget godt og noget dårligt,” siger Dorthe Davidsen Langås.
Hun nævner, at vi ofte gør os stor umage med at skabe et perfekt billede af os selv på de sociale medier.   
  ”På trospraksis.tv ønsker vi at komme væk fra vores perfekte image og opdage, hvem vi i virkeligheden er. For vi er jo ikke det perfekte billede, som mange af os lægger ud på de sociale medier. Det er jo bare et image. Men det betyder ikke, at vi ikke er skønne og værdifulde. Tværtimod! Og det vil trospraksis.tv gerne være med til at minde os om

Her kan du opleve trospraksis.tv! 

TROSPRAKSIS.TV 

  • er en web-tv-kanal, som Areopagos har oprettet. Øyvind Borgsø er direktør for trospraksis.tv 
  • indeholder mere end 150 videoer i HD-kvalitet  
  • emnerne er kristen trospraksis og indeholder bl.a. Christfulness, centrerende bøn, stressmestring, bibelmeditation, Bøn i Bevægelse m.v. 
  • fungerer på computer, tablet og mobiltelefon 

Gjør en forskjell

Dette skjer

 

 

Bottom