Dorthe Davidsen Langås i Areopagos stilte syv spørsmål til biskop Thomas. Les hva han svarer! Teksten er på dansk.
BISKOP THOMAS
ble født i Kairo i november 1957 og utdannet seg til dyrlege ved Cairo University i 1981
har tjent i Kenya, Zambia og Zimbabwe
har vært biskop over El Qussia og Mir siden 1988
har mottatt flere priser og ordener fra utlandet, blandt andre Freedom House Award fra USA i 1999 og den norske Stefanusprisen i 2006.
ANAFORA
Biskop Thomas stiftet klostret Anafora nord for Kairo i 1999.
70.000 har gjestet stedet på konferenser, kurs og spirituelle retreater.
Klostret holder kurs om: Menneskerettigheter, utdannelse for alle, likestilling mellom kjønn, sunnhet for enhver, bæredyktig energi og oppbygging av lokale demokratier.
Motto: «To be the hands working to lift others up, and raising the whole person»
DORTHE DAVIDSEN LANGÅS
Ble født i Holstebro i mars 1973, landssjef for Areopagos i Danmark, og har vært ansatt i Areopagos siden 2013
Sammen med familien var Davidsen Langås utsending for Danmission til Zanzibar 2002– 2010, hvor hun grunnla dialogprojektet Upendo for kvinder med både muslimsk og kristen bakgrunn.
Biskop Thomas kommer til Danmark i 2022. Først til Himmelske Dage den 26.–29. mai i Roskilde. Siden til Klimaretrætekonference den 7.–9. oktober på Galleri Emmaus, Haslev.
Gå til areopagos.dk for informasjon og påmelding.
Eller lytt til samtalen på engelsk.
– Tak, biskop Thomas, at vi to kan sidde sammen og tale. Dette blad har temaet; at søge sandheden sammen.
1 Hvad tænker du, når du hører de ord?
– I think of humanity. Jeg tænker på menneskeheden. Og menneskeheden er meget mere, end vi kan se fra en side, fra vores egen vinkel.
Først, når vi er i stand til at forstå betydningen af den anden og den andens visdom, kan vi se.
Først da kan vi blive i stand til at søge med visdom. Søge sandheden. Den sandhed, som er relevant nu og her, altid har været det og til evig tid vil være det.
2 Hvorfor ikke bare søge alene?
– Det er for det første vigtigt at begynde med os selv. At begynde inde i os selv. Det er vigtigt, for da er vi tro mod os selv. Men sandheden må ikke forblive derinde. Den skal deles. It needs to be shared.
For det andet er vi som mennesker skabt til at være sociale. Vi er nødt til at mødes med hinanden.
For det tredje synes jeg, det er dumt (at søge alene). Jeg kan ikke forstå alt. Jeg har brug for nogen til at fortælle mig det, jeg har brug for at få at vide, som jeg ikke selv kan se.
Andre skal være vores spejle. Som vi bruger spejle, når vi vil se dele af vores krop, som vi ikke umiddelbart kan se. Det giver en helt anden visdom, når andre med deres indsigter bliver mine følgesvende på vejen mod at søge sandheden.
Biskop Thomas i Egypt.
3 Hvorfor er det vigtigt at søge sandheden?
– Fordi vi er nødt til at leve i virkeligheden.
Vi kan ikke leve på illusioner alene, men dem er der masser af i verden. Mange af dem ser vi endda som rene sandheder, men det er ingen af dem. Der er optiske illusioner, psykiske illusioner og filosofiske illusioner. Der findes endda videnskabelige illusioner. Vi må ikke leve i dem. Vi skal være i virkeligheden. We need to face reality.
Nogle gange skaber vi illusionerne, fordi der er et mørkt sted inde i os.
Når lyset en dag sætter spot på det sted, når lyset mødes med mørket i os, så kastes der en skygge. Den skygge er ikke os.
Det er bare en skygge, men vi kan få en trang til at rende efter den skygge, til at fange den, danse med den. Vi kan endda se det som en sandhed at gøre netop det.
Da er det, at vi har brug for nogen til at hjælpe os med at gøre os i stand til at centrere os med lyset. Så snart vi centrerer os med lyset, kan vi slippe af med skyggen. Skyggen er skabt af det mørke sted derinde og at centrere vores liv med lyset kan fjerne den.
Dette er en meget vigtig ting at sige. Dette er sandheden.
Derfor ønskede Jesus at fortælle os det. Derfor er han sandheden. Han er lyset.
At søge efter sandheden er at tillade de mørke steder i os at blive oplyst.
Så kan skyggen ses, og vi kan se, at det bare er en skygge, at det ikke er os.
Når vi har fået øje på det, da kan det mørke i os fjernes, og der er adgang for Guds visdom. Da er der plads til, at sandheden kan lyse, og vi kan se klarere.
4 Hvordan kan jeg finde sandheden om mig selv?
– I stilhed. Ved at være alene. In solitude. Ved at vende tilbage til dig selv. Der kan du finde sandheden.
Prøv at forestille dig, at du står ved havet. Bølgerne er store. Havet bevæger sig voldsomt. Det har travlt, kan man sige. Hvis du kaster en lille sten derud, vil det ikke have nogen synderlig virkning. Måske vil du lige akkurat være i stand til at se dråben, når den rammer overfladen af vandet, ellers ingenting.
Men, hvis du står ved en stille sø, og du dér kaster en lille sten, vil du kunne se præcis, hvad der sker.
Du vil kunne se ringene i vandet og bølgerne og dønningerne, og du vil kunne reflektere over de indre bølger og de ydre bølger, hvordan de spreder sig, og hvordan de alle begynder inderst i dig.
Når vi er i stilhed, møder vi os selv og har ro til at kunne analysere, hvad der sker inde i os. Da er vi i stand til at søge sandheden.
5 Hvordan finder vi sandheden om os?
– For mig ligger visdommen hos dem, der har levet før, i den hellige tekst, Bibelen, der lader Guds ord tale og ved at undersøge, hvad tidlige tiders vise forstod ved Guds visdom. Jeg lærer af andres visdom og erfaringer. The wisdom and the experience of other people.
Når jeg gør det, oplever jeg samtidig, at der også er en stemme indeni mig. At Gud taler til mig inde i mig.
Helligånden taler til mig inde i mig – inde i os alle sammen. Når jeg er i stand til at lytte til den indre stemme, er jeg i stand til at høre Guds ord.
Vi skal desuden også tale med nulevende rådgivere og vejledere som også de tidlige kirkefædre understregede.
Så vi skal både samtale med de gamle, med Bibelen, med samtidige rådgivere og med stemmen inden i os. Hvis de alle trækker i samme retning, så vil jeg mene, at det er en god retning. Så rammer man en indre fred. Da afspejles sandheden, men kæmpes der mellem parterne, vil det ikke være muligt at se sandheden.
6 Du taler gerne om «det store os». Hvad er det?
– Vi er forskellige som mennesker, men vi har alle sammen mange relationer.
Jo mere enhed, der er i vores forhold til os selv, jo tættere når vi på sandheden, fordi den primære relation er til os selv. Det er derfor vigtigt at få en fælles enhed ud af alle de indre kræfter i os. Det er der, vi må begynde.
Men vi kan ikke leve alene. Du er også i mit liv. Der er også andre personer. Vi mødes med forskellige slags mennesker, forskellige venner, familie. Så mange mennesker ... Hvordan kan vi dog komme frem til et fælles os?
Det kan vi ved at holde fast i, at vi alle er mennesker og derfor ét i ånden, i tankerne, i vores følelsesliv.
Alene i det, at vi er mennesker, gør, at vi alle er forenede.
Når man taler om at være os, så tænker mange på at være i en gruppe. Men uanset hvad der forener disse grupper, uanset hvilken form for nationalitet eller race eller filosofi eller andet, der kan samle en gruppe, så kan ingen af dem fuldt ud forklare mig, hvad der gør dem til et «det store os».
Det er derfor, vi er nødt til at forstå, at «det store os» involverer det guddommelige. Det inddrager Gud, fordi Gud er i os. Han er her. Han er der. Han er i alle. Det er Ham, der er enheden i os. Enheden er med det guddommelige.
Men, og det er vigtigt, det her: Vi er også i et fællesskab med naturen, med hele verden, kosmos, med alt deri – det sete og det usete. The nature, the whole world, the cosmos with everything in there – the seen and the unseen.
At forstå sandheden er at få en forståelse for alt, der er en del af det store os. Det er at ville drage omsorg for kosmos, naturen, klimaet. Hvad sker der med planterne? Hvorfor trives de ikke? Hvad er der galt med miljøet lige her, hvor jeg bor? Hvad sker der med floderne? Skovene? Luften?
Hvis vi vil tæt på sandheden, må vi forstå, at det ikke kun er os, der lever på denne jord.
Mennesket må tænke guddommeligt stort og se naturen, skabelsen, menneskeheden, nu og da og altid, som et stort os.
Hvis vi er i stand til at begribe det, så nærmer vi os sandheden.
– Visionen med Anafora er at være den hånd, der løfter hvert enkelt menneske op. Det gælder ikke kun mennesker her i Egypten, siger du, men over hele verden. Anafora er åbent for alle. Og når du siger, vi er velkomne, så er det også det, jeg mærker, når jeg er her. Men der er jo masser af mennesker alene i Egypten, der har brug for hjælpen.
Ønkser du å abonnere på Tørst?
7 Hvorfor vil du holde Anafora åben for alle i hele verden?
– Fordi vi er ét i menneskeheden. Vi hører allesammen sammen i evigheden. At forstå det er at forstå Anafora. At mærke, at det er sådan, får os til at komme tættere på at være dem, at vi ønsker at være.
Det bliver stadigt vigtigere, at vi mærker, før vi handler. At vi mærker, at vi hviler i at være en del af menneskeheden. At vi hviler i at have en tilknytning til det guddommelige, til den skabelse, vi lever og ånder i.
Gør vi det, fødes der i os et ønske om at hjælpe andre til også at føle sig ansvarlige for det fællesskab: Du er der for mig, jeg for dig.
Vi er Guds børn, og vi arbejder i vores fars hus, og det hus er overalt. Også i vores hjerter.
Vores hjerter huser hver og en, som vores far også huser alle - også evigheden. Så det gør vi også.
Visionen om, at Anafora løfter hvert enkelt menneske op, kræver noget af os. Jeg plejer at udtrykke det sådan her: Ingen kan løfte en anden op, medmindre de er i stand til at knæle ned. I would say no one can lift up any other person unless they are able to kneel down.
At knæle er ikke kun et tegn på menneskelig ydmyghed eller en måde at bede på. Det er kommunikation. Det er pointen.
Kristus inkarnerede, Gud blev til et menneske, han kommunikerede med os. Han gjorde sig lig os, assimileredes. Det må vi også gøre. Vi må blive som ham. Det betyder, at vi er nødt til at se vigtigheden af at knæle. Vi skal knæle for hinanden.
Jeg tror, det er det, jeg med Anafora ønsker at give som gave til alle. Denne vision om at løfte alle mennesker ved at knæle ned for hinanden.
Denne visdom i «det store os».
Dette håb om, at hvis vi som mennesker bliver i stand til at nå frem til sandheden i os, så vil verden ændre sig, naturen vil blive lykkeligere. Da vil vi være i stand til at genoprette sammenholdet med naturen, med universet. Vi vil kunne bringe alt ind i et fællesskab af godhed.
Jeg tror, når folk er i stand til at gå i dybden med deres indre person, med spiritualitet, med at kende Gud, med guddommeligheden i dem selv, så vil de mærke fællesskabet.
Det giver en oplevelse af glæde, og den vil vi gerne dele, og det giver os også glæde. Det er vigtigt at huske: At dele giver os stor glæde.
Folk vil gerne give. Så stol på Gud: Vi vil ikke mangle noget. Han er den store giver. Han vil sørge for os. Ved at stole på det, ved at se nåden og Gud i vores liv, bliver vi i stand til at give videre og til at modtage den gave af glæde, det bringer.
– Tak.
– You're welcome.
