Forsiden>Artikler>Vil du have mit mod
Vil du have mit mod

Vil du have mit mod

Vi må lære hinanden at være frygtløse, mener general­sekretær Silje Kvamme Bjørndal, men hvorfor?

Artiklen har tidligere været udgivet i Areopagos’  magasin TØRST.

Silje Kvamme Bjørndal

født 29. maj 1981 i Seoul og kom som to-årig på børnehjemmet Sung Ro Won Baby Home efter sin mors død.

Hun er opvokset i Bergen og er gift med Christer Bjørndal, partner, CARN. De er forældre til Theodor, født 2013, og Leonora, 2016, og bor i Oslo.

I 2020 blev hun generalsekretær i Areopagos efter have været det samme i et år i KRIK og før da, fra 2017–19, politisk rådgiver i Kristeligt Folkepartis stortingsgruppe. 

Hun har en Ph.d. i teologi og var 2009–2016 stipendiat på Det Teologiske Menighets­fakultetet.

Silje Kvamme Bjørndal er ikke stor og stærk, men spinkel og så glad for høje sko i glade farver, at kun Gud ved, hvor mange der står på hendes kontor. Hun ligner ingen anden. Er den første kvinde, den yngste af alle, og den første udenlandsadopterede, der sidder på pladsen som den øverste leder af Areopagos. 

Intet af alt dette behøvede at betyde noget, men det gør det. 

Det fortæller, at Areopagos er en organisation, der vil bygge bro mellem flere kulturer, ja, kontinenter, køn og aldersklasser. At hun har en uddannelse som teolog og er opvokset i pinsekirken, forærer dertil en fortælling om, at Areopagos beskæftiger sig med at være kristen på mange forskellige måder.

Vil du have mit mod“At komme som adopteret fra den anden side af verden har gjort noget med både mit behov for at kommunikere og mit behov for at forstå og blive forstået,” forklarer hun.Line Ørnes Søndergaard

Silje Kvamme Bjørndal er en overraskelse. Hun passer ikke ned i de kasser, de fleste af os gerne sætter mennesker ned i. Det er ikke altid, vi er bevidste om det, men det sker.

Også Areopagos overrasker. 

Fra at have været et missionsk projekt skabt af norske kristne, der for 100 år siden ville omvende kinesiske buddhister, er det i dag en af Nordens førende til at skabe projekter med mennesker af forskellig tro, der respektfuldt taler og arbejder sammen. Samtidig udvikles der hele tiden nye og tidssvarende måder at praktisere den kristne tro på, ofte med inspiration fra buddhismen.

Det er ikke svært at se, at Bjørndal og foreningen kan passe sammen, men da hun blev udnævnt i 2020, var der mange, der blev overrasket. 

Selv stod hun fast. Hentede sin frygtløshed frem. Det var dette, hun ville. 

Ikke, fordi hun havde en færdig plan for, hvordan de næste 100 år for Areopagos skulle forløbe. Snarere tværtimod. Hun havde modet til at stå ved, at hun ikke ved alt, men altid vil være på vej. Et mod, hun gerne giver videre til Gud og hvermand. For der er brug for frygtløshed. 

I dag og sikkert også om 100 år. 

Nogen skal turde 

– Det krever fryktløshet å snakke om tro. Frimodighet. Det krever at noen går foran og forteller. Det krever at noen tør å si at den erfaringen jeg hadde var et møte med Gud; når jeg er i skogen eller med mine barn, erfarer jeg Gud. Eller som vår grunnlegger Karl Ludvig Reichelt i sin tid sa: Jeg har møtt noe i denne buddhistmunken som er sant.

Vil du have mit mod“I mit møde med dig kan du vise mig en anden del af horisonten, men det betyder ikke, at det jeg så var forkert,” siger Silje Kvamme Bjørndal, der er fotograferet på Munch-museet i Oslo.Line Ørnes Søndergaard

Silje Kvamme Bjørndal sidder i Oslo og skal fortælle, hvorfor det at søge sandhed sammen er overskriften for Areopagos´ arbejde i dette jubilæumsår. Hvad er det for en sandhed, vi skal søge? Og hvorfor skal vi gøre det sammen? Hvorfor skal vi give hinanden modet til at gøre det? Hun refererer igen til stifteren, Reichelt.

– Det jeg håper for Areopagos, er at vi fortsatt tar vare på og lever i den arven som Reichelt har gitt oss, og lar oss lede av det som var hans ledestjerne. Ydmyg, sann og fryktløs! La det være vårt løsen.

At være alle tre ting på samme tid er det afgørende, mener generalsekretæren, og det har vores tid i høj grad brug for at lære. 

En krop som sandhed 

For at forklare sig beskriver hun sandheden som en horisont, som vi alle står og ser på. Fra hver vores sted. Vi kan ikke se alt, men må lytte til andre, der står et andet sted og ser på det samme, som for os alle er uendeligt langt væk.

– I mitt møte med deg kan du vise meg en annen del av horisonten, men det betyr ikke at det jeg så var feil. Vi må noen ganger våge å si at dette holder jeg for sant, selv om jeg vet at det ikke er hele sannheten. Jeg kan ikke se hele horisonten, men ser en bit her. Det betyr ikke at jeg eier sannheten og at det ikke finnes andre utvidede horisonter som jeg kan se i løpet av livet mitt. Men vi må likevel kunne kjempe for det vi ser som sant nå i vårt liv.

Vi må frygtløst stå ved, hvem vi er, og hvor vi er i livet, mener hun, og samtidig ydmygt minde hinanden om, at andre er andre steder og må have lov at stå ved deres liv. Fordi vi lever. Livet er konkret og forandrer sig. Ingen kan eje den absolutte sandhed.

Vil du have mit mod“Det kræver frygtløshed at tale tro. Frimodighed,” mener Areopagos’ generalsekretær.Line Ørnes Søndergaard

– Vi kan tenke at sannheten er dogmer, setninger eller noe abstrakt, men jeg er opptatt av det Areopagos er bærer av, nemlig at inkarnasjonen er den kristne kirkens evangelium. Sannheten fikk kropp. 

Sannheten ble kjøtt og blod. Sannheten ble et menneske, et barn, som kom hit og kjente på kulde og varme. Sannheten er noe som du og jeg erfarer og lever i.

For Silje Kvamme Bjørndal er sandheden konkret og levende og dermed er det ikke muligt at blive totalitær og døv overfor andres måder at være i verden på.

– Noen tenker at Bibelens ord og bokstaver er sannheten, at man kan lære seg sannheten som en tekst. Men Jesus viser oss at det ikke går. Når han treffer de skriftlærde og fariseerne som tror de eier sannheten, kommer Jesus i kjøtt og blod og viser at den ikke kan eies. Den må erfares og møtes.

Vi skal mødes, gå sammen, sidde stille sammen, tage på retræter, bede i bevægelse, tale sammen, leve sammen, søge sammen.

– Vi må holde det kroppslige sammen med teologisk tenkning i vår søken etter sannhet. Det kan bli et slags lappeteppe, men det å holde den teologiske forankringen opplever jeg som ganske unikt ved Areopagos.

Se mere af livet 

– Jeg tror at i alle menneskers liv finnes det en sånn grunnleggende tillit til sannhet som ikke er i en formel. For eksempel i kjærlighetsforholdet vårt: Jeg har på et eller annet vis tillit til at min mann Christer elsker meg, uten at det kan bevises. Det kan ikke vises i en formel eller faktasjekkes på noen måte. Men er det sant? Ja, det er det.

Alle skal netop ikke søge den samme, men søge kærligheden. Både for at være søgende sammen og også søge hinanden.

– Jeg må ikke være for eksempel en asylsøker for å kunne lære å forstå dennes erfarte sannhet, men jeg er helt avhengig av å gjøre det i felles­skap med henne eller ham for å kunne se det. Det gode livet er å se mer av den erfarte sannheten. Å dele smerten. Å få en verktøykasse, en evne til å bære livet.

Jeg tror at målet med å søke sannhet sammen, det er rett og slett å kunne leve bedre liv.

Vi skal søge sammen for at lære at leve helt og fuldt. Den søgen stopper ikke, før livet gør det, så vi må hele tiden være i gang med at søge hos og med hinanden. 

– Vår søken er en lengsel etter den andre. Vi har snakket om det i koronatiden. Vi savnet ikke nødvendigvis de store folkemengdene, men den gode samtalen, det å sitte rundt bordene og være sammen, to, tre, fire stykker. Det er jo sånn som vi ser i evangeliene. Alt vi får høre om Jesus skjer i hans møte med mennesker. Vi mennesker vil så gjerne gjøre alt sammen. Vi vil også ha med oss noen til å søke denne sannheten som vi har funnet hos Jesus.

Tal godt med de andre

Silje Kvamme Bjørndal ved, at det at tale om at være sammen og om, at der findes en fælles søgen, er »litt motstrøms i vår kultur«, hvor vi ofte er mest optaget af os selv og vores blik på verden, men opgaven for Areopagos er ikke at overbevise den anden, understreger hun.

– Jeg kan ikke nekte for at det er noen både i vår hundreårige historie og hos oss i dag som ønsker det. Bare Gud kjenner våre hjerters motiv, og vi i Areopagos tror at Gud er en virkelighet og har noe å bety for livene våre. Men det som er viktig for oss i dialogen er å bevisstgjøre hverandre. Man skal trygt komme inn i vårt fellesskap uten å frykte et egentlig, skjult mål. Dialogkompetansen er derfor viktig, og blir viktigere og viktigere.

Den kan ikke læres, hvis man kun taler med dem, man er magen til. Men det er det, der sker i dag. Alle mulige former for informationsteknologi bruges i stigende grad til at samles med andre med samme interesser i ekkokamre, hvad end det er musik, politik eller tro. 

– Dialogkompetansen er det som gir meg egenskapen til å møte den som står ved siden av meg. Det kan være kommunikasjon, språk, bilder, lytting. Det handler om rammer. Hvilke rammer setter man for det møtet? Vi har 100 år lang historie med religionsdialog, men dialogkompetansen vil være relevant på langt flere områder enn bare religion, så det er bruk for oss.

Vil du have mit mod“Det er godt at have mange erfarne mænd med masser af klogskab og visdom. Men hvor er det andet perspektiv?”Line Ørnes Søndergaard

Hvem er jeg i Guds øjne

Hvis man mener det at være i dialog seriøst, må man tale i respekt med dem, der er anderledes end en selv. Som også Jesus gjorde. Silje Kvamme Bjørndal er ofte den, der er anderledes, og kender derfor erfaringerne fra egen krop.

– Det er ofte mannlige religiøse ledere som sitter rundt bordet. Det er en utfordring som også vi i Areopagos må ta. Allerede fra dag én var jeg opptatt av å spørre og bevisstgjøre administrasjonen og staben om kvinne­stemmen. Har vi en konferanse så er det bra å ha mange erfarne menn med masse klokskap og visdom. Men hvor er det andre perspektivet?

Spørgsmålet skal stilles, selv om det kan være upopulært. Man må finde modet, som også dem, der ansatte hende fandt, til at stille spørgsmålet: Hvor er det andet perspektiv?

Læs dig til fælles søgning

Martin Buber: Between Man and Man, 1947

Steen Bonde, Pernille Aagard og Michael Jahn: Knuset & køligheden: mødet mellem buddhisme, new age og kristendom, 1999

Fagerli, Grung, Kloster og Onsrud (red.): Dialogteologi på norsk, 2016

Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst.

Jesus i Lukasevangeliet til forældrene med en syg datter, han helbreder.

– Å komme som adoptert fra andre siden av verden og vokse opp uten å ligne på noen rundt meg – jeg kan ikke si at jeg har mammas nese eller pappas ører – det har gjort noe med både mitt behov for å kommunisere og mitt behov for å forstå og bli forstått. Det er noe jeg opplever som en styrke inn i en dialogsituasjon. Både det å ikke ta for gitt at ditt eget perspektiv er det første og eneste, og behovet for å forstå.

Hun kan stadig mødes med kommentarer om, at hun taler forbavsende fint norsk, men hvad skulle hun ellers? Hun var tre år, da hun kom fra Sydkorea. Hendes familie har altid været optaget af at hende til at føle sig norsk, mens andre så hende som fremmed. 

Det gav hende en indre dialog. Og en søgen. 

Da Silje Kvamme Bjørndal fik sin første bibel som syv-årig, læste hun den på egen hånd og talte om og med den. En samtale, der ikke er hørt op.

– Faktisk tror jeg det å søke i stor grad handler om søken etter sannheten om hvem vi er. Når jeg søker Gud er det også fordi jeg søker etter å se hvem jeg er i Guds øyne. ●

 

Interviewet kan også læses i Areopagos’ magasin TØRST. Har du ikke et abonnement? Få det her.

TEKST Charlotte Rørth
Line Ørnes Søndergaard
Publisert 04.01.2023
Relevante saker
Etter Kristus, Tørst
25.04.2024
Inspirasjon, Tørst
22.11.2023
Inspirasjon, Tørst
30.08.2023
Inspirasjon, Tørst
11.05.2023
Powered by Cornerstone