Teksten kan også leses i magasinet Tørst som er laget i samarbeid mellom det norske og danske kontoret i Areopagos. Har du ikke abonnement? Få det her!
I januar 2020 kom jeg hjem fra en skiferie i Frankrig. Da mine venner og jeg landede i Københavns Lufthavn, så vi nogle enkelte mennesker gå rundt med mundbind, fordi der florerede rygter om en virus fra Kina. Dengang tænkte jeg og mine venner, at de var tossede, og de danske myndigheder stod frem og sagde, at vi skulle tage den med ro.
Men fast forward til marts. Jeg boede sammen med min kammerat i Aarhus, og coronavirussen var blevet til en global pandemi. Vi frygtede, at pressemødet om nogle timer skulle vise sig at resultere i et egentligt udgangsforbud, og at vi fremover slet ikke måtte mødes med andre mennesker uden for vores bopæl. Min kammerat tog hjem til sine forældre kort tid inden pressemødet for måske at sige farvel i lang tid.
Der var noget næsten apokalyptisk over stemningen. Det havde vi aldrig prøvet før.
Der var krisefornemmelser. I næsten to år kæmpede verden med en global pandemi, og da vi netop så konturerne af afslutningen på pandemien, begyndte krigen mellem Rusland og Ukraine.
Jeg tænkte ved mig selv: Hvornår stopper den her krisetilstand?
Herefter blev der udgivet forskning om de unges mentale trivsel, der med hastige skridt forværres. I Washington stormede fundamentalistiske republikanere Capitol Hill, og demokratiet så for alvor ud til at være under pres. På sidelinjen buldrede den evigt voldsomme klimakrise, og større og værre naturkatastrofer bredte sig rundt omkring i verden årene efter. Ensomheden blev større, fertiliteten blev rekordelendig og ja – Hamas angreb Israel i slutningen af 2023, hvilket udløste en krig.
Vi har hørt det før. Den tid, vi lever i nu, er kendetegnet af kriser. Den kendte tyske sociolog Hartmut Rosa beskrev i et interview til Kristeligt Dagblad, at vi på baggrund af de talrige kriser nærmer os en tilstand af "kollektiv udbrændthed":
– Jeg tror, vi nærmer os et punkt for kollektiv udbrændthed. Det er, som om vi ikke længere kan forestille os en fremtid, vi gerne vil bevæge os hen imod. Og det har jo ellers været hele modernitetens bærende idé: at vi kan give noget godt og bedre videre til vores børn.
Rosa beskriver, at de mange kriser udmønter sig i en kollektiv udbrændthed. Vi står nu i 2024 og stiller os selv spørgsmålet: Er der håb for fremtiden? Og hvad stiller vi op mod den modløshed, som kan ramme ethvert menneske?
Det bedste tidspunkt i verdenshistorien
Spørger man Kristian Leth, der er forfatter og journalist, om der er håb for fremtiden, er svaret et rungende ”ja”:
– Selvfølgelig er der håb for fremtiden. Men håb for fremtiden er ikke en dom over hele verden. Håb for fremtiden er mange forskellige ting. Om en generation, om to generationer, om tre generationer vil man stille sig selv spørgsmålet: ’Er der håb for fremtiden?’ siger Kristian Leth og fortsætter:
– Der vil være nogle, der har fantastiske liv, og der vil være nogle, der har svære liv. Vi skal væk fra den idé om, at verden er én ting, og om der er håb for den eller ej. Jeg forstår godt, at man i vores tid kan miste modet og tro, at der slet ikke er håb for vores fælles fremtid på baggrund af den måde, vi taler om fremtiden på.
Kristian LethFOTO: arkitvfoto
For ifølge Kristian Leth virker det til, at der er en fælles fortælling og et budskab om, at der ikke er håb for fremtiden. Men man skal forstå, at mennesket altid har tænkt sådan, fortæller han.
– Vi mennesker har altid tænkt, at der ikke var håb for fremtiden. Og det kan trøste os. Min generation havde samme følelse, generationen før mig havde samme følelse, generationen før den havde samme følelse.
- Rent verdenshistorisk lever vi på mange måder på det bedste tidspunkt overhovedet
– Det løber som en åre gennem vores kultur, at de ting vi står overfor, kan opleves som verdensafsluttende. Første- og anden verdenskrig var ikke nogen lille ting. Vi bør øve os på at lægge den tanke væk og fokusere på de helt reelle ting, der foregår rundt omkring os. Rent verdenshistorisk lever vi på mange måder på det bedste tidspunkt overhovedet.
– Den tanke tror jeg vil give os energi til at engagere os i verden og lave om på verden, så den bliver et endnu bedre sted. Jeg tror ikke, at det hjælper at tænke, at ’det går virkelig, virkelig dårligt, så derfor må jeg handle’. Tværtimod er det vigtigere at tænke: ’Gud, der er så mange ting, vi har kunnet løse, hvordan kan vi blive ved med det?’, afslutter han.
Fællesskabets og troens potentiale
For Helene Reingaard Neumann, der er præst og skuespiller, er det også vigtigt at huske det store perspektiv, når der tales om håb for fremtiden.
For på trods af, at medierne "bombarderer os med nyheder om kriser og krige", skal vi huske på, at vi lever i en tid, hvor der er så få krige, som der er nu.
- Der er så mange kræfter, der kæmper for at forbedre vores liv, og vi mennesker bliver overordnet set kun bedre og dygtigere med tiden
– På den lange, historiske bane går det bedre for menneskeheden. Vi bliver ældre og ældre. Generelt bliver vi sundere. Der er så mange kræfter, der kæmper for at forbedre vores liv, og vi mennesker bliver overordnet set kun bedre og dygtigere med tiden. Men der vil altid være farer og trusler ved det at være menneske, det kan vi ikke undgå.
Helene Reingaard NeumannFOTO: arkitvfoto
Helene Reingaard Neumann finder selv håbet frem i en blanding af sin tro og i fællesskaber og i samværet med dem, hun elsker, fortæller hun.
– Vi ved, at håbet kan svækkes når vi møder frygt. Så kan håbet på en måde blive taget fra os. Men jeg tror på, at håbet vokser i mødet med den anden, og så tror jeg, at kristendommen rummer et potentiale til at mindske frygt, siger Helene Reingaard Neumann og fortsætter:
– I det Nye Testamente står der ’Frygt ikke’, når personerne i fortællingerne bliver overvældet. Der er i evangelierne en konstant understrøm om, at der ikke er grund til at frygte. Det synes jeg, at vi må tage i hånden og gøre aktuelt i dag. I mit yndlingscitat fra Hebræerbrevet står der, at ’tro er fast tillid til det, der håbes på. Overbevisning om det, der ikke ses.’ For mig er troen og håbet forbundet.
Hvad ville du sige til et ungt, voksent menneske, der oplever håbløshed eller modløshed i øjeblikket?
– Taler vi for eksempel om klimakrisen er der i nyere tid kommet stort fokus på, hvad individet kan gøre. Det kan medføre en stor klimaskyld – det oplever jeg selv, at der er.
– Vi skal ikke underkende klimakrisen og de problemer, vi står i. Men vi skal ikke bære krisen på vores egne skuldre alene. Vi må tænke, at vi må løfte den krise i flok. Ellers bliver det for uoverkommeligt, fortæller hun.
- Jeg tror, det kan lette mange at være i fællesskaber, hvor vi taler om de kriser, vi står i, for at opleve en forbundethed med andre, der står i netop det samme.
– Jeg må minde de unge mennesker om, at der heldigvis er mange af de problemer vi står overfor, der kan løses i fællesskab. Det har vi set før. Jeg tror, det kan lette mange at være i fællesskaber, hvor vi taler om de kriser, vi står i, for at opleve en forbundethed med andre, der står i netop det samme.
– Men falder man helt ned i håbløsheden, kan man tage Johannes’ ord om, at lyset skinner i mørket, og mørket griber det ikke. Jeg tror personligt, at det lyse vinder over det mørke i sidste ende, afslutter hun.
