Dialogen med mandelige munke og pilgrimme på dialogcentret Tao Fong Shan, Hong Kong, fylder ofte meget, når Areopagos’ historiske arbejde bliver gengivet. De færreste ved, at Buddhistmissionen (nu Areopagos) i et halvt århundrede også havde et arbejde blandt religiøst søgende og engagerede kvinder i Hong Kong.
Frøken Chan Siu Chi (94 år), der netop er blevet begravet fra Tao Fong Shan, var det sidste medlem af projektet, eller rettere kvindekommunitetet ”Ai Tao Yuen”, der kan oversættes med ”Haven, hvor vi elsker Tao (Kristus)”. Hendes død er derfor også den endelige afslutning på denne historiske del af Areopagos’ arbejde.
Inspireret af buddhistiske klostre
I 1949 udsender Buddhistmissionen tre yngre kvinder til Hong Kong: Annie Lemming, Elisabeth Pettersen og Birgitta Thormann fra henholdsvis Danmark, Norge og Sverige. De startede et kommunitet for enlige kvinder, efter forbillede fra de buddhistiske klostres såkaldte vegetarhaller
Elisabeth Pettersen sammen med Fru Liu i Hong Kong. Foto: ArkivKommunitetet fungerede som et bofællesskab af søstre, med fællesskab i bøn og arbejde – meget i stil med de nordiske diakonisse-fællesskaber. De fleste medlemmer af kommunitetet flyttede ind, betalte et indskud og havde så retten til at bo og arbejde i kommunitetet resten af livet, samt blive taget hånd om, når man blev gammel, så på den måde fungerede kommunitetet som en familie for de enlige kvinder.
Søsterfællesskabet deltog i det almindelige arbejde med at modtage søgende og pilgrimme af forskellige religiøse traditioner på Tao Fong Shan, være i dialog med de besøgende og invitere ind i det fælles åndelige liv på stedet.
Ai Tao Yuen var også aktive i en række diakonale opgaver uden for Tao Fong Shan. I 1950’erne var hundredetusindevis af flygtninge i Hong Kong, og her var der behov for en stor diakonal indsats, som mange missioner tog del i på den tid. Buddhistmissionen var blandt andet engageret i at tilbyde undervisning af flygtningebørn på de navnkundige Rooftop Schools – skoler, indrettet nødtørftigt på de flade tage af mange af byens højhuse. Frøken Chan Sui Chi var netop lærer på sådan en skole.
Det sidste medlem
Frøken Chan Sui Chi kom til Hong Kong i 1950’erne. Hun var født og opvokset i Kina og havde en bror og en søster. Hendes far immigrerede til Peru sammen med hendes søskende, mens hun blev alene tilbage i Kina med sin mor. I mange år mistede hun kontakten til sine søskende, så da hun kom alene til Hong Kong, blev fællesskabet i Ai Tao Yuen og Buddhistmissionen hendes nærmeste familie.
Fra frøken Chan Siu Chis begravelse i Hong Kong. Foto: Lars Mollerup-DegnHun var en trofast del af fællesskabet og menigheden på Tao Fong Shan, og kom ofte til gudstjenesterne, da hun havde kræfterne til det. Mange volontører, der har været på Tao Fong Shan i marts måned, hvor Reichelts dødsdag markeres med mindesamling ved hans grav, vil også de fleste år have mødt frøken Chan Siu Chi, som gerne deltog der, ligesom hun var med til fejringen af Tao Fong Shans 90-års jubilæum i november sidste år.
Med frøken Chan Siu Chi’s bortgang blev der sat endeligt punktum for en æra i Tao Fong Shans historie, med et levende bofællesskab og livslang tjeneste og tilhørighed. Men selv om Ai Tao Yuen nu ikke er mere, lever fællesskabet, spiritualitetslivet, dialogen og tjenesten for samfund og søgende mennesker videre på Tao Fong Shan, bare i nye og andre former.
I taknemmelighed for det frøken Chan Siu Chi og Ai Tao Yuen har betydet for Tao Fong Shan. Æret være hendes minde!
Skrevet af Lars Mollerup-Degn